Alkoholpolitik for Dragesang – I Bjergets Skygge

I arrangørgruppen har vi diskuteret alkohol og rollespil indgående, vi har fået feedback fra vores facebookgruppe og vi er nået frem til følgende konklusion.
Vi anerkender at der for mange er et vigtigt element af hygge og samvær ved at dele alkoholiske drikke under et sommerscenarie. Dette vil vi nødig tage fra folk. Omvendt har alkoholpåvirkede personer dårligere reaktionstid og kan have sværere ved at bedømme situationer og særligt når det kommer til kamp kan alkoholpåvirkede hurtigt blive til fare for sig selv og andre. Dette vil vi meget gerne undgå.

Vi har besluttet at tillade alkohol til Dragesang i rimeligt og behersket omfang og vi ønsker selvfølgelig ikke at se meget fulde personer til vores scenarie. Dragesang er først og fremmest et rollespilssommerscenarie, så ønsker man en uges druk eller højlydte fester med store mængder alkoholindtag, bør man tage til et andet arrangement. Vi tillader alkohol ud fra at vi stoler på at folk kan opføre sig ansvarligt hvis de indtager alkohol og ikke ødelægger spillet for andre mens de er påvirkede.

Rent praktisk udmønter det sig i følgende regler:

Personer der indtager alkohol, ser vi ikke:

  • Deltage i kampe. De taber automatisk.
  • Bruge kampevner, kaste offensiv magi, eller lignende. Din karakter er for fuld til at kunne fokusere.
  • Være til gene for andre spillere. Bedes du om at gå i seng fordi du er til gene for andre, skal du selvfølgelig efterkomme dette.
  • Være til fare for andre spillere. Sker dette, kan det være grund til hjemsendelse. Lad være med at ”showkæmpe at du er fuld” når du rent faktisk er det, du kan være til fare for andre og dig selv.

Kort sagt vil vi gerne undgå at se fysiske konfrontationer (inkl. magi) og alkohol sammen, for at undgå skader på vores spillere og kedlige situationer til scenariet.
Ovenstående er de regler vi vurderer efter, skulle der opstå en situation hvor en spiller har indtaget for meget alkohol. Man skal være ædru igen, før man kan deltage i kampe. Efter flere øl på en god aften betyder det som regel en god nats søvn, ellers kan man som tommelfingerregel sige at det tager op til 2 timer pr genstand man har indtaget at blive ædru, regnet fra når man stopper med at indtage alkohol (Dvs. hvis man drikker 3 øl = 3 genstande, må man altså vente op til 6 timer fra man stopper, før man kan starte en kamp).

Arrangørerne har altid ret. Lad være med at diskutere afgørelser med os, særligt hvis du er fuld. Hvis der skulle opstå problemer, vil vi som udgangspunkt bede folk om at gå i seng og så komme til en snak næste dag om hvad der foregik, når alle folk er friske i hovedet.

Vi vurderer selvfølgelig alle sager individuelt, men hvis problemerne gentager sig, kører vi som udgangspunkt med en 3 punkts advarselspolitik:

  • Første gang får du en advarsel.
  • Anden gang får du alkohol forbud resten af scenariet.
  • Hvis problemerne fortsætter og man bryder alkoholforbudet, kan det være grund til hjemsendelse for egen regning. Dette ønsker hverken I eller vi selvfølgelig.

Der er selvfølgelig nogen der vælger at rollespille at de er væsentligt mere fulde end de er. Og til tider kan det være så overbevisende at vi, som arrangører, også tror at det er tilfældet. Så som en valgfri mulighed, tager vi nogle alko-test sæt med til scenariet. Det vil kunne give folk mulighed for at bevise at de ikke er fulde, men vil ikke være noget vi afkræver af folk. Dog ser vi selvfølgelig strengere på sager hvor folk bedyrer de ikke har drukket overhovedet, tager en alko-test, og det viser sig at de har løjet for arrangørerne.

Reglerne er indrettet som de er, for at sikre vores spillere et godt scenarie, hvor de kan nyde alkohol uden at være i tvivl om hvad vores hensigt er. Vi ønsker ikke at scenariet forvandles til en drukfest, at folk kommer til skade eller at en lille bunke spillere skal ødelægge det for resten men samtidig vil vi gerne give vores spillere mulighed for at nyde alkohol om aftenen rundt om bålet inden man går i seng og uden større indvirkning på spillet.
Vi har tillid til at vores spillere kan opføre sig fornuftigt hvis de har indtaget alkohol og at der ikke kommer til at være nogen problemer i den retning.

Praedia arrangørerne