Praktisk at vide til scenariet

Her på siden er en masse information der er godt at vide til lige før, under og efter scenariet. Vi anbefaler at du læser nedenstående grundigt for at undgå for manget forvirring på spilstedet.

Før scenariet

Det absolut vigtigste at vide er at opsætning er MEGET kort! Det skyldes at vores lokation har et arrangement der først slutter søndag d. 24. kl 17.

Det er derfor først muligt at ankomme fra søndag kl 17:00!

For at gøre dette så smertefrit som muligt anbefaler vi følgende:
- Sørg for at have så meget som muligt klar til ankomst kl 17 søndag d. 24/07.
- Få afklaret alle karakterspørgsmål etc. inden ankomst til scenariet, så du er klar til spil ved ankomst.
- Hvis din lejr ikke kan blive sat op inden midnat, så start med sovetelte og sæt resten op i spil, mandag d. 25/07.
- Sørg for alt kørsel så tidilgt som muligt. Planlæg at køre så mange ture så hurtigt som muligt (Hvis I har flere) og sæt op efterfølgende.+

SOVS
Vi tjekker sovs så ofte vi kan. Vi afsætter dog weekenden op til scenariet til praktisk afvikling, det vil sige, vi tjekker ikke sovs fra lørdag d. 23/07 kl 17:00

Biler og parkering
Vi har RIGELIGT med parkering, du kan derfor sagtens parkere biler, trailere, campingvogne, busser eller tanks på spilstedet i løbet af ugen.
Der vil i løbet af opsætningen blive guidet til parkering eller aflæsning, alt efter oppakningens størrelse.
Søndag ved midnat skal alle biler være ude af spilområdet og parkeret på parkeringspladsen.

Hvad skal jeg have med?
Udover dit personlige grej, tøj osv. vil vi gerne bede dig pakke spisegrej (tallerken, kop og service), samt dit printede spillerkompendium.

Lejroversigt
Det er altid rart at vide hvor ting er. Derfor har vi udpeget de vigtigste ting på lejroversigten som også viser hvor de forskellige lejre ligger. Interessepunkter er udpeget med de røde dråbeformede pile.
Kortet kan ses her

Lejr
Når du ankommer til scenariet skal du have anvist lejrplads inden du begynder at sætte telte op. Hvis din lejr er på lejroversigten kan du begynde at pakke ud, men vent med at sættte telte op til en pladsanssvarlig har været forbi og godkende jeres plan.
Det er ikke tilladt at sætte barrikader eller hegn op rundt om telte eller lejre.
Der må gerne graves huller på pladsen så længe det lægges tilbage efter scenariet så man ikke kan se det. Dog anbefaler vi bålfade til hyggebål i aftentimerne.

Briefing
Vi håber på at vi kan holde en kort og præcis briefing søndag d. 24/07 kl. 21:00. Umiddelbart efter, altså kl. 21:15, afholder vi briefings om hhv. den militære og økonomiske situation. Hvis du er den udpegede repræsentant eller generelt interesseret, er det en god ide at være med til disse. Virkelig god ide!
Vi skriver et referat af briefingen på forhånd, som vil være at finde ved dueslaget bag hovedhuset.

Debriefing
Vi holder debriefing lørdag d. 30/07 kl 12:00.

Under scenariet

Spillet starter mandag morgen når du vågner.

Spillerhenvendelsen
Spillerhenvendelsen er der hvor vi tager imod alle spørgsmål du måtte have i spil. Den har åben hver dag under spil mellem kl 09:00 og 02:00. Som udgangspunkt går man altid til First line, medmindre en mester siger andet.
Second line spillerhenvendelsen vil blive brugt til at nedbringe ventetid og kø. Ved længere spørgsmål og sessioner vil man blive henvist hertil fra First line.
Spillerhenvendelsen - First line er et lille telt bag kroen, som er markeret på lejrplanen. Når I henvender jer, skal I starte med at oplyse jeres spiller-nummer, så vi kan slå jer op i systemet. Vær derfor altid klar over hvad dit spillernummer er.
Man må max gå 2 personer ind af gangen. Er man en større gruppe end 2, udvælger man én talsperson der går ind for hele gruppen. Skal flere personer end 2 briefes om ting, vil en arrangør tage jer med lidt væk fra spillerhenvendelsen, og holde fælles briefing der, således at vi ikke blokerer for køen og flowet til spillerhenvendelsen.
Køen til spillerhenvendelsen er offgame område, så vi bestræber os på at køen er så lille som muligt, så du bruger så lidt tid udenfor spil som muligt.
Når der er ledigt i spillerhenvendelsen vil teltet lyse op i grønt, hvis der er spillere inde og snakke vil det være rødt. Hold afstand til teltet hvis der er spillere derinde.
Dueslaget
Dueslaget er en del af spillerhenvendelsen, men findes bag hovedhuset på spilområdet. Her kan du samle ting op som du er blevet lovet fra spillerhenvendelsen. Det kan være kompendier til en tillært evne, savn, drømme, svar på spørgsmål osv. Disse vil være at finde i dueslaget, i en kuvert med dit spillernummer på. Du vil få af vide i spillerhenvendelsen, ca. hvornår du kan forvente at finde svar i dueslaget. Nogen ting gives der først svar på dagen efter.
Du finder ting i dueslaget i kuverter med dit spillernummer på. Når du afhenter ting, så efterlad kuverten, så vi kan genbruge den.

Mad!
Vi serverer 3 måltider dagligt plus frugt/snacks løbende. Første måltid er mandag morgen, sidste er fredag aften. Man skal altså selv sørge for aftensmad under opsætning. Til nedpilning vil vi bestræbe os på at servere rester fra scenariet til morgenmad i det omgfang vi kan.

Morgenmaden (Kl. 08-10) vil alle dage være:
Havregrød, Cornflakes, Brød, Ost, Syltetøj, Kogte Æg, Te og Kaffe.

Frokosten (Kl. 12-14) vil alle dage være:
Rugbrød, Pålæg, Ost, Frugt og Grønt

Aftensmaden (Kl. 18-21) er som følger:
Mandag - Grillet Kalkun, grøntsagsragout og ris
Tirsdag - Farsbrød, stegte rodfrugter, kartofler og sennepssovs
Onsdag - Gryderet med ko, grøntsager og hvidvin, serveres med pasta til
Torsdag - Grillet kylling på ben, fyldig ragout af løg, ærter, kål og perlebyg
Fredag - Grillet grissebasse og fyldig kålsalat m. bagte kartofler med tilhørende dressinger og
blandet salat

Der kan forekomme ændringer/rettelser/tilføjesler på dagen
Vi stiller ingen beværtning med alkohol eller drikkevare til rådighed under scenariet. Man er velkommen til at medbringe til eget forbrug til måltiderne.

Kiosk
Der vil på lokationen være en kiosk 30 meter fra spilområdet, som holder åbent for os. Der kan man købe lidt snacks, slik, alkohol, lidt dagligvare osv.

Brænde
Der vil være brænde tilgængeligt til scenariet til hyggebål i aftentimerne. Dog har vi ikke indkøbt vanvittige mængder, vi henstiller derfor til at det bruges med omtanke.

Toiletter og bad
Der vil til scenariet være 6-8 toiletter med skyld og 6-8 brusekabiner. Der vil ikke være badetider, dog begrænset med varmt vand.

Efter scenariet

Spillet slutter fredag aften/nat når du går i seng, dog senest kl 04:00 lørdag morgen. Oprydning og afgang fra spilstedet er derfor i løbet af lørdag d. 30/07.

Afgang fra spilstedet
Det er muligt at tjekke ud og forlade spilområdet når din lejr er godkendt af en arrangør. Der må ikke efterlades affald, storskrald, brænde, byggematerialer eller andet i ens lejr ved afgang.
Afgang fra spilstedet er senest kl 17:00 lørdag d. 30/07.

Affald
Vi har sørget for en container, kun til affald. Det er derfor muligt at komme af med det affald der måtte være i jeres lejr efter spil.
Det er dog ikke storskrald, så man vil ikke kunne afsætte telte, møbler, paller eller andet der tidligere er blevet efterladt til live scenarier. Det skal i selv sørge for.

Pant
Ved siden af affaldscontaineren vil der stå en pantcontainer, eller klare sække til samme formål. Hvis du ikke selv gider gå ned i netto med 200 dåser øl, så lad os bekæmpe underskud med det.